De fleste mennesker misforstår, hvad smerte handler om
Smerte er ikke et angreb, det er en invitation. Smerte er ikke dårlig karma, det er derimod en sprække hvor lyset kan trænge ind.
For at se smerte, som den gave, den virkelig er, er vi nødt til at ændre vores opfattelse. Vi bliver nødt til at være villige til at skifte perspektiv, og bevæge os fra frygt til tillid, fra tunghed til lethed, fra ‘synd’ til fri vilje, fra modstand til at favne – fra skyld til selv ansvar.
Det kræver mod at tænke på en helt ny måde, at se på verden med nye øjne. Det kræver, at vi er villige til at opgive det, der ikke er sandt mere. Mange tror fejlagtigt, at det er svært, men at holde fast i det der ikke tjener os mere, gør ofte mere skade.
I Sandhed kan smerte ikke eksistere. Sandhed er totalt fravær af frygt og egoets domme.
Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg havde i 2009-2010 en næsten konstant altopslugende smerte i min højre arm i 18 måneder. En dag var smerten så sindssyg, at jeg simpelthen stoppede op og slap noget der ikke længere gav nogen mening overhovedet. Smerten var så meningsløs, at jeg ikke troede på den som mulig mere. Jeg overgav mig til noget nyt og helt ukendt > Sandheden om hvad jeg Virkelig er.
En indre impuls fik kroppen til at rejse sig, af sig selv, og lod sig trække ned på knæ. Da panden rørte jorden, BAM, opløstes smerten i ingenting. Jeg erkendte at smerte er en falsk tanke, der er skabt i sindet af egoet, gjort ægte af egoet og som kun kan helbredes, når vi vælger et andet perspektiv end egoets – Ånden eller Det Rette Sind.
Jeg vil argumentere, at smerte er et valg, ligesom glæden er det. Men hvis man oplever at have mange smerter, er den tanke næsten umuligt at acceptere. Egosindet vil straks begynde at fabrikere et forsvar, der næsten med sikkerhed indebærer, at man føler skyld, og begynde at undre sig over, hvorfor man mon gør dette mod sig selv. Men det er et forkert spørgsmål, der ikke giver det rette svar, fordi ego ikke vil kende svaret.
I stedet må man opgive tanken, om at være et offer for andres vold, eller egne ukærlige tanker om sig selv. Man må opgive at kende svaret selv, og spørge Ånden (ens Højere Selv). Det er en måde at fralægge sig byrden (korset), som ego tror det skal bære alene.
Spørg i stedet som det uskyldige barn, der intet ved:
“Hvordan kan denne smerte bringe en højere forståelse og rette op på mit sind?”
“Hvad er det for en overbevisning, jeg er klar til at lægge fra mig, som ikke længere er sand?”
På sin vis vælger vi mennesker smerten, men ikke for at anklage, dømme eller straffe os selv, men fordi vi bliver nødt til at erkende, at smerte ikke er mere virkelig end de negative tanker, der nogle gange næsten ustoppeligt kværner derudaf.
Oplever jeg så aldrig mere smerte? Jo, hver gang jeg glemmer, at jeg i Sandhed er Ren Ånd, Hel, Usårlig og Udødelig. Men jeg ved også, at jeg ikke er glemt. Mit Højere Selv eller Rette Sind, står til rådighed 24/7, og vejleder mig, hver gang jeg ‘tror jeg falder’. Jeg skal blot spørge.
Ask & You shall Receive. Believe & You will be Joy.
